Dansk

Når solen forsvandt bag Månebjergene, blev der skruet op for dyrelydene, som steg i decibel til et myldrende virvar af grynt, snork og knirken, der indimellem blev overdøvet af løvebrøl, skrig fra bavianer og mærkelige fuglefløjt. Når vi sad der på terrassen, blev fornemmelsen af Afrika som en enorm, endeløs biotop overvældende. Det var dengang. Nu, i februar 2015, gør vi kort proces. Mweya er blevet for dyrt. I stedet snubber vi et par billige indkvarteringer i en teltlejr syd for kanalen, tager på ”game drives” ad de gamle kendte ruter og forlader så Queen Elizabeth. Vi kører en sidste tur igennem parken, med urolige hjerter. Som så mange gange før spørger vi os selv, om vi mon nogensinde vender tilbage til dette dejlige sted? De 20 kilometer ad jordvejen og op på hovedvejen mod Kasese tyder ikke på det. Hver hundrede meter er som små øksehug, der kapper forbindelsen til en periode og et sted, som var afgørende for, at vi blev hængende i Afrika. Men vi skal videre. Vi fortsætter nordpå forbi Kasese og krydser ækvator. Snart begynder Mount Stanley at tone frem i venstre side og virker mere og mere majestætisk, jo nærmere vi kommer. Bjerget rager over 5.000 meter i vejret og er Afrikas tredjehøjeste efter Kilimanjaro og Mount Kenya og opkaldt efter den legendariske Henry Morton Stanley (”Doctor Livingstone, I presume?”). Stanley må have fået et ekstatisk flip, da han første gang så det dramatiske bjerg dukke op i synsfeltet. Vi kører forbi bjerget og videre nordpå til Fort Portal, opkaldt efter Gerald Portal, britisk generalkonsul for Østafrika, bosiddende på Zanzibar, manden der fik æren for etableringen af et britisk protektorat i Uganda, selvom det var en anden pioner, Frederick Lugard, der i 1880’erne banede vejen ved at banke franskmænd så grundigt på plads, at England snuppede det frodige område for næsen af Frankrig. Der står statuer af begge englændere på hovedvejen igennem Fort Portal, som vi følger østpå ud på den nye hovedvej mod Kampala. Nu begynder fortiden at presse sig intenst på, fordi vi nærmer os vores gamle by. Minderne vælder op: vores ungdom, dengang vi første gang så Uganda, vores børn, op- og nedturene, den lange rejse, der startede i Kampala, og som har ført os til så mange steder i Afrika. Vi når ind til Kampala, men kan ikke genkende byen, som har spredt sig vildt i alle retninger. Bilparken er vokset endnu mere og har gjort Kampala til et kaos af biler, der kører på kryds og tværs og i mindst dobbelt så mange rækker, som gader og veje er bygget til og tilsyneladende kun med et formål: at nå frem til næste lyskryds eller rundkørsel for at holde i lange køer og vente. Vores mentale kompas virker ikke som dengang, så vi må sjusse os frem og gætte på, at den der bakke med den store radio- og telegrafmast må være Kololo. Men kan det passe? Dengang, når vi kom fra Queen Elizabeth fra vest, var bakken et smukt grønt midtpunkt i Kampala og masten byens vartegn. Nu er der bygget til fra bund til top. Vi har aftalt at mødes med Dominique og hans hustru, Irene, i Oasis Shopping Center, som vi omsider finder midt i byen. Vi stiller bilen, og så kommer han ud fra et fitnesscenter med et håndklæde om halsen og en smart weekendtaske i hånden. Han viser os sin splinternye Toyota-firhjulstrækker i parkeringskælderen og fører os et par etager op til en indisk restaurant, hvor han betaler middag for os alle fire. Vi bliver enige om, at han er et godt eksempel på en afrikaner, der er rykket fra ydmyge kår op i middelklassen – fra dengang vi for sjov kaldte ham for vores slave til nu flottenheimer og godt ved muffen. Han er finanschef i en amerikansk-sponsoreret kirke, en missionær-organisation med millioner af dollars at spendere i Afrika. Det huer os ikke, at han er gået den vej, men det er hans valg. I restauranten fortæller han, at vores allerførste ”sorte tornado”, Veronica, er død af AIDS nogle år tidligere. Det gør ondt. Veronica blev som Eva i Sydafrika og Monique i Togo en del af familien, mens hun gjorde rent, vaskede tøj og strøg og passede vores to små drenge. Samtidig var hun en daglig påmindelse om de forskellige verdener, vi kom fra, og hun ramte os stærkt som de nybegyndere i ”Afrika”, vi var. Mange af de ting, vi havde slæbt med fra Danmark, var fremmed for Veronica, der var vokset op i det nordlige Uganda hos forældre, som kæmpede for at overleve. I sin iver efter at gøre sit arbejde så grundigt som muligt, vaskede hun vores LP-plader en efter en med vand, så omslagene klæbede sammen. Hylsteret til Woodstock-albummet røg på den konto. Til gengæld lærte Veronica os praktiske ting, som at vugge drengene i søvn i lændeklæder på ryggen, så vi undgik at blive viklet ind i remme og tove på det upraktiske bærestativ, vi havde købt i Danmark. Veronica havde ikke gået i skole, men opbyggede af egen drift en solid praktisk almenviden, som hun formidlede på sin særlige måde. Hun kendte for eksempel ikke de korrekte betegnelser for de tusindvis af insekter, der fløj og kriblede og k

Engelsk

When the sun disappeared behind the Moon Mountains, the sounds of animals rose, which rose in decibels to a swarming tangle of grunts, snores and squeaks, which were occasionally drowned out by the roar of lions, the cries of baboons and strange birdsong. As we sat there on the terrace, the feeling of Africa as a huge, endless biotope became overwhelming. It was that time. Now, in February 2015, we are doing short process. Mweya has become too expensive. Instead, we sniff a few cheap accommodations in a tent camp south of the canal, take on "game drives" along the old familiar routes and then leave Queen Elizabeth. We drive one last walk through the park, with restless hearts. As so many times before, we ask ourselves if we will ever return to this lovely place? The 20 kilometers of dirt road and up the main road towards Kasese do not indicate that. Every hundred meters is like little ax cuts that cut the connection to a period and a place that was crucial for us to get stuck in Africa. But we must move on. We continue north past Kasese and cross the equator. Soon Mount Stanley begins to fade to the left and seems more and more majestic as we get closer.The mountain rises over 5,000 meters in the sky and is Africa's third highest after Kilimanjaro and Mount Kenya and named after the legendary Henry Morton Stanley ("Doctor Livingstone, I presume?"). Stanley must have gotten an ecstatic flip when he first saw the dramatic mountain appear in the field of view. We drive past the mountain and further north to Fort Portal, named after Gerald Portal, British Consul General for East Africa, living in Zanzibar, the man who got the credit for establishing a British protectorate in Uganda, even though it was another pioneer, Frederick Lugard, who in The 1880s paved the way by knocking the Frenchmen so thoroughly into place that England snatched the lush territory for the nose of France. There are statues of both Englishmen on the main road through Fort Portal, which we follow east out onto the new main road towards Kampala. Now the past is beginning to push itself intensely as we approach our old city. The memories abound: our youth, when we first saw Uganda, our children, the ups and downs, the long journey that started in Kampala and which has led us to so many places in Africa. We reach Kampala, but cannot recognize the city, which has spread wildly in all directions.The car fleet has grown even more and has made Kampala a mess of cars driving back and forth and in at least twice as many rows as streets and roads are built for and apparently only for one purpose: to reach the next traffic light or roundabout to keep in long queues and wait. Our mental compass does not work as it did then, so we have to jump ahead and guess that the one with the big radio and telegraph mast must be Kololo. But can it fit? Back then, when we came from Queen Elizabeth from the west, the hill was a beautiful green center in Kampala and the mast the city's landmark. Now it has been built from bottom to top. We have agreed to meet Dominique and his wife, Irene, in the Oasis Shopping Center, which we finally find in the middle of the city. We park the car, and then he comes out of a gym with a towel around his neck and a smart weekend bag in his hand. He shows us his brand new Toyota four-wheel drive in the parking garage and leads us a few floors up to an Indian restaurant where he pays dinner for all four of us. We agree that he is a good example of an African who has moved from humble conditions to the middle class - from the time we jokingly called him our slave to now Flottenheimer and well by the sleeve.He is the CFO of an American-sponsored church, a missionary organization with millions of dollars to spend in Africa. It does not bother us that he has gone that route, but it is his choice. In the restaurant, he tells us that our very first "black tornado", Veronica, died of AIDS some years earlier. It hurts. Like Eva in South Africa and Monique in Togo, Veronica became part of the family while cleaning, washing clothes and ironing and taking care of our two little boys. At the same time, she was a daily reminder of the different worlds we came from, and she hit us hard as the beginners in “Africa” we were. Many of the things we had brought with us from Denmark were foreign to Veronica, who had grown up in northern Uganda with parents who were struggling to survive. In her eagerness to do her job as thoroughly as possible, she washed our LPs one by one with water so the covers stuck together. The cover of the Woodstock album smoked on that account. In return, Veronica taught us practical things, such as rocking the boys to sleep in loincloths on their backs, so we avoided being wrapped in straps and ropes on the impractical carrying frame we had bought in Denmark.Veronica had not gone to school, but built up on her own initiative a solid practical general knowledge, which she conveyed in her own special way. For example, she did not know the correct names for the thousands of insects that flew and tingled and c

Oversaet.com | Hvordan bruger jeg den Dansk-Engelsk oversættelse?

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.