Dansk

De fleste af os vil nødig undvære den garanti og slet ikke, hvis vi har været på ”afrikanske” hospitaler og ved, at nogle er skræmmende langt under europæisk standard. Som en amerikansk læge i Rwanda, der arbejdede frivilligt på hospitalet i Gisenyi, sagde: ”Hvis du bliver alvorligt syg her?!: ”Get the heck out of here!” Mohammeds pris De nævnte præsidenter er eksempler på hvor grelt, det står til med ”afrikanske” magthaveres solidaritet med deres befolkninger, eller mangel på samme. Mange ”afrikanere” ønsker naturligvis, at det var anderledes, og nogen prøver også at gøre noget ved det. En af dem er sudaneseren Mohammed Ibrahim, der kendes under navnet Mo Ibrahim. Han bliver ofte fremholdt som en afrikansk succeshistorie, fordi han er en ”selfmade” mand, ifølge Forbes-magasinet med en ”egenværdi” på 7,4 milliarder kroner, som er skabt på mobiltelefoner . Han indstiftede i 2007 en ”Ibrahim-pris”, der gives til en tidligere afrikansk statsleder eller regeringschef, der blev demokratisk valgt og sad sin fulde periode og indenfor de seneste tre år er trådt tilbage fra embedet. Og som det vigtigste: ”…har udviklet sit land og styrket demokratiet og menneskerettighederne til fordel for befolkningen”. Modtageren af prisen får fem millioner dollars over 10 år og derefter 200.000 dollars hvert år resten af livet. De første par år gik det meget godt. I 2007 tilfaldt prisen Nelson Mandela og den tidligere mozambikanske præsident Joachim Chissano. Året efter fik Botswanas eks-præsident Festus Mogae den, men siden har Ibrahim-komitéen hvert år vredet hjernerne for at finde en person, der gør sig fortjent. I 2009 og 2010 identificerede komitéen ikke en værdig ex-statsleder i Afrikas 54 stater. I 2011 blev prisen givet til Kap Verdes Pedro Pires. Begrundelsen lød: ”Priskomiteen er dybt imponeret over præsident Pedro Pires’ vision om at omdanne Kap Verde til en model for demokrati, stabilitet og større velstand …”. I 2012 var den gal igen, men for at holde prisen varm, blev der givet en ”specialpris” til den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, ”som hele sit liv har været en af Afrikas store stemmer for retfærdighed, frihed og demokrati”. Heller ikke i 2013 fandt komiteen en værdig modtager, men i 2014 lykkedes det, fordi Namibias præsident Hifikepunye Pohamba var trådt tilbage efter to præsidentperioder. Om ham og Namibia hed det, at landet under Pohamba havde cementeret sit omdømme som et ”godt styret, stabilt og reelt demokrati med stærk mediefrihed og respekt for menneskerettighederne”. I 2015 og 2016 kunne det heller ikke lade sig gøre at finde en statsleder eller regeringschef i Afrika, der levede op til Ibrahim-prisens krav. Først i 2017 fik Ellen Johnson Sirleaf prisen. Hun er tidligere præsident i Liberia . Eftersom Ibrahim-komiteen ikke kan finde en prisvinder hvert år, er der blevet lagt en ny sætning ind i kriterierne. Nu hedder det, at prisen ”er en standard for fremragende ledelse i Afrika og ikke en "førstepris”. ”Der er ikke nødvendigvis en prismodtager hvert år”. Det var der heller ikke i 2018 og 2019, men i 2020 strakte komiteen sig langt for at give prisen til Nigers præsident Mahamadou Issofou. Hans fortjeneste er, at han som den første i landets historie beundringsværdigt trak sig friviligt efter de forfatningsmæssige to perioder. Men om han i de forløbne næsten ti år skulle have bedrevet ”fremragende ledelse”, er diskutabelt (mere om Issoufou senere). Mange betvivler, om prisen overhovedet er attraktiv for en afrikansk præsident. Der er for eksempel zimbabweren Tinashe Jakwa fra University of Western Australia, der i 2018 skrev, at ”…. 5 millioner dollars ikke vil være nok til at ændre statens natur i Afrika og kvaliteten af lederskabet på kontinentet. Selvom monetære belønninger giver mulighed for en behagelig pensionering og forbedret omdømme, kan de ikke konkurrere med de 'belønninger," som de fleste afrikanske ledere høster ved at plyndre deres nationer”. Elller som den nigerianske avis ”The Nation” skrev i en leder om prisen: ”Mange tidligere afrikanske ledere har ry for at være rigere end det land, de plyndrede” .

Engelsk

Most of us would be reluctant to do without that guarantee and not at all if we have been to “African” hospitals and know that some are frighteningly far below European standards. As an American doctor in Rwanda who volunteered at the hospital in Gisenyi said: "If you get seriously ill here?!:" Get the heck out of here! " Mohammed's prize The mentioned presidents are examples of how glaring it is with "African" rulers' solidarity with their populations, or lack thereof. Of course, many "Africans" wish it were different, and some are also trying to do something about it. One of them is the Sudanese Mohammed Ibrahim, known by the name Mo Ibrahim. He is often hailed as an African success story because he is a "self-made" man, according to Forbes magazine with an "intrinsic value" of 7.4 billion kroner, which is created on mobile phones. In 2007, he instituted an "Ibrahim Prize" given to a former African head of state or government who was democratically elected and served his full term and within the last three years has resigned from office.And most importantly: "… has developed its country and strengthened democracy and human rights for the benefit of the people". The recipient of the award will receive five million dollars over 10 years and then $ 200,000 each year for the rest of his life. The first few years went very well. In 2007, the award went to Nelson Mandela and former Mozambican President Joachim Chissano. The following year, Botswana's ex-president Festus Mogae got it, but since then the Ibrahim committee has been wrestling every year to find a person who deserves it. In 2009 and 2010, the committee did not identify a worthy ex-head of state in Africa's 54 states. In 2011, the award was given to Cape Verde's Pedro Pires. The reasoning was: "The Prize Committee is deeply impressed by President Pedro Pires' vision of transforming Cape Verde into a model for democracy, stability and greater prosperity". In 2012, it was crazy again, but to keep the award warm, a "special award" was given to South African Archbishop Desmond Tutu, "who all his life has been one of Africa's great voices for justice, freedom and democracy". Nor in 2013 did the committee find a worthy recipient, but in 2014 it succeeded because Namibian President Hifikepunye Pohamba had resigned after two presidential terms.It was said of him and Namibia that the country under Pohamba had cemented its reputation as a "well-governed, stable and real democracy with strong media freedom and respect for human rights". In 2015 and 2016, it was also not possible to find a head of state or head of government in Africa who lived up to the demands of the Ibrahim Prize. Only in 2017 did Ellen Johnson receive the Sirleaf Award. She is a former president of Liberia. Since the Ibrahim Committee cannot find an award winner every year, a new sentence has been added to the criteria. Now it is stated that the award "is a standard for excellent management in Africa and not a" first prize "." There is not necessarily a prize winner every year. " to give the award to Nigerian President Mahamadou Issofou, whose merit is that he was the first in the country's history to admirably retire after the two constitutional terms. debatable (more on Issoufou later.) Many doubt whether the award is at all attractive to an African president.$ 5 million will not be enough to change the nature of the state in Africa and the quality of leadership on the continent. Although monetary rewards allow for a comfortable retirement and improved reputation, they cannot compete with the "rewards" that most African leaders reap by plundering their nations. "Or as the Nigerian newspaper" The Nation "wrote in an editorial the award: "Many former African leaders have a reputation for being richer than the country they plundered."

Oversaet.com | Servicevilkår

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.