Dansk

Begyndervanskeligheder Jerome og familie rejser, og en januardag i 2011 letter jeg med det afrikanske Asky-luftfartsselskab fra Lomé, destination Guinea-Conakry. Det er første gang, jeg flyver med selskabet og får undervejs aflivet et par negative forventninger. Flyet afgår til tiden, serverer udmærket mad og beværter passagererne professionelt og lever helt op til international standard . Jeg kigger ud ad den lille rude og ser Guinea-bugtens kystlinje nede til venstre og venter spændt på et kortvartigt gensyn med Abidjan, hvor der er mellemlanding. Da vi nærmer os, skimter jeg ”Afrikas Manhattan”, skylinen inde på Le Plateau i bymidten, hvor jeg sad en surrealistisk nat for otte år siden og kiggede op i stjernehimlen og hørte skyderier i det fjerne. Vi letter igen og er snart på vej nedad langs Niger-floden for at gøre endnu et stop i Bamako. Byens broer og spraglede, tørre forstæder dukker op i synsfeltet. Landingsstellet slås ud, hjulene brager ned i asfalten, og så holder vi og kigger ud i den kogende halvørken en halv times tid. Op igen og vestpå. Farven nede på jorden slår langsomt fra gult over i en vekselvirkning med grønt, indtil alt står i det mørkegrønne. Vi er på vej hen over Guineas Fouta Djallon-bjerge, skove og græsland, og ud ad ruden kan jeg forude se en skarp linje mellem grønt og mørkeblåt: Afrika møder Atlanterhavet. Flyet lander forsigtigt i Conakrys lufthavn. Passagererne kvitterer med at klappe ad kaptajnen. Indenfor i lufthavnsterminalen bliver jeg pludselig omringet af en gruppe mænd i uniformer. Min adrenalin banker øjeblikkeligt i kroppen, mens tankerne racer igennem hovedet. Politi eller militær? Hvad går det ud på? Hvordan slipper jeg væk? De ser ikke venlige ud. En af dem går tæt på mig, holder en hånd frem og knipser med fingrene som tegn til, at jeg skal slippe penge. Lige så pludselig, som de har omringet mig, trænger en mand igennem mængden, stiller sig tæt op ad mig og siger en masse på malinke, må det være. Det er Jeromes chauffør, som er kommet ind i terminalen for at ”afværge problemer”, siger han. Mændene i uniformer trækker sig væk. Tak, siger jeg, og spørger chaufføren, hvad der lige skete her. ”Afpresning”, siger han køligt, mens vi går videre, indtil vi bliver standset af en stor, tyk kvinde i en hvid sygeplejerske-kjole. Hun hvæser til mig: ”Vaccinationskort!”. Jeg rækker hende mit gule WHO-kort, som hun snupper ud af hånden på mig og begynder at mase siderne frem og tilbage med en tommelfinger. Hun tager kortet op foran øjnene, studerer det i strakt arm, bladrer videre, giver mig kortet tilbage med en eddikesur mine. Alle vaccinationer er på plads og i orden. Ikke noget at komme efter, ingen ekstra gevinst til damen, der garanteret har kanyler skjult i den hvide dragt. Det når jeg at tænke, før chaufføren tager mig fast i armen og fører mig ud ad terminalen. Han går nok og tænker på en hr. IP, som han skal redde i sikkerhed. På pladsen foran lufthavnen trækker chaufføren mig igennem tiggere og puffende sælgere med mobilkredit, tyggegummi, kuglepenne og cigaretter og op i en firhjulstrækker, og så kører vi ud på en af de to hovedfærdselsårer i Conakry, som er en 36 kilometer lang, smal halvø, der stikker fra det afrikanske kontinent sydvestpå ud i Atlanterhavet. Jerome havde ret: Byen ligner en krigszone: smadrede bygninger, ledninger der hænger løst ned, hullede veje, oprevne fortovne, ødelæggelser og forfald alle vegne. Vi kører ned i bunden af Conakry, til enden af halvøen, der regnes for byens centrum, og er nu så langt ude i Atlanterhavet, at vi kun lige kan ane fastlandet mod øst. Jeg ser en forladt parlamentsbygning, et sammenstyrtet præsidentpalads og småhandlende med varer på lændeklæder på brækkede og revnede fortovssten, åbne kloakker, hundredvis af tiggere. Det giver ikke mening. Hvem tigger de fra? Hinanden? Vi standser ud for en tre-etages kontorbygning, og står ud ad bilen, og nu kan jeg høre en disharmonisk rytme fra generatorer og Atlanterhavets skvulp mod stenene på de tre sider af halvøens spids. Jeg får samtidig en kvalmende stank af diesel og affald smidt i næsen. Chaufføren slæber min kuffert op på anden sal, hvor Jerome tager imod på sit kontor, og vi går som altid lige til sagen. Jerome siger, at alt er ok nu, men at han havde ”lidt problemer” i starten. ”Begyndervanskeligheder”, kalder han det. Han fortæller, at han et par dage efter at have sat sig i chefsstolen i bankfilialen, får uanmeldt besøg af Guineas justitsminister. Jerome er forbavset og spørger høfligt ministeren, der også er oberst i hæren, hvad han kan hjælpe ham med. Ministeren forklarer, at Jeromes forgænger skulle have brudt den og den regel og gjort det og det ulovlige, og at der aldrig er blevet ryddet op i affæren. Det kan der blive nu, hvis Jerome på bankens vegne betaler 250.000 dollars, så vil ministeren på sin side sørge for, at Jerome ikke bliver trukket i retten og dømt! Jerome kender intet til sagen, har ikke hørt om den fra sine kolleger i banken

Engelsk

Beginner difficulties Jerome and family travel, and one January day in 2011, I take off with the African Asky airline from Lomé, the destination of Guinea-Conakry. This is the first time I fly with the company and get a few negative expectations killed along the way. The plane departs on time, serves excellent food and treats passengers professionally and lives up to international standards. I look out the small window and see the coastline of the Gulf of Guinea down to the left, anxiously awaiting a brief reunion with Abidjan, where there is a stopover. As we approach, I catch a glimpse of "Africa's Manhattan", the skyline inside Le Plateau in the city center, where I sat on a surreal night eight years ago, looking up at the starry sky and hearing gunshots in the distance. We take off again and are soon on our way down along the Niger River to make another stop in Bamako. The city's bridges and variegated, dry suburbs appear in the line of sight. The landing gear is knocked out, the wheels crash into the asphalt, and then we stop and look out into the boiling semi-desert for half an hour. Up again and west. The color on the ground slowly changes from yellow to an interaction with green until everything is in the dark green.We are on our way across Guinea's Fouta Djallon mountains, forests and grasslands, and out the window I can see ahead a sharp line between green and dark blue: Africa meets the Atlantic Ocean. The plane lands carefully at Conakry Airport. The passengers acknowledge by clapping at the captain. Inside the airport terminal, I am suddenly surrounded by a group of men in uniforms. My adrenaline rushes instantly into my body as thoughts race through my head. Police or military? What is it about? How do I get away? They do not look friendly. One of them walks close to me, holding out a hand and snapping his fingers as a sign that I need to drop money. Just as suddenly as they have surrounded me, a man penetrates the crowd, stands close to me and says a lot on malinke, it must be. It is Jerome's driver who has entered the terminal to "avert problems", he says. The men in uniforms pull away. Thank you, I say, and ask the driver what just happened here. "Extortion," he says coolly as we move on until we are stopped by a large, fat woman in a white nurse's dress. She hisses at me: "Vaccination card!".I hand her my yellow WHO card, which she snatches out of my hand and starts squeezing the sides back and forth with a thumb. She picks up the card in front of her eyes, studies it with outstretched arm, flips on, hands me the card back with a vinegar mine. All vaccinations are in place and in order. Nothing to get after, no extra gain for the lady who is guaranteed to have needles hidden in the white suit. I manage to think before the driver grabs me by the arm and leads me out of the terminal. He probably goes and thinks of a Mr. IP that he needs to rescue in safety. In the square in front of the airport, the driver pulls me through beggars and puffing vendors with mobile credit, chewing gum, pens and cigarettes and up into a four-wheel drive, and then we drive out onto one of the two main thoroughfares in Conakry, which is a 36-kilometer-long, narrow peninsula, protruding from the African continent southwest into the Atlantic Ocean. Jerome was right: the city looks like a war zone: smashed buildings, loose wires, potholed roads, ragged sidewalks, destruction and decay everywhere. We drive down to the bottom of Conakry, to the end of the peninsula, which is considered the city center, and is now so far out in the Atlantic that we can only just glimpse the mainland to the east.I see an abandoned parliament building, a collapsed presidential palace and small shops with loincloths on broken and cracked pavements, open sewers, hundreds of beggars. That does not make sense. Who are they begging from? Each other? We stop next to a three-story office building, and stand next to the car, and now I can hear a disharmonious rhythm of generators and the Atlantic Ocean splashing against the rocks on the three sides of the peninsula. At the same time, I get a nauseating stench of diesel and waste thrown in my nose. The driver drags my suitcase up to the second floor, where Jerome picks up at his office, and we go straight to the case, as always. Jerome says that everything is ok now, but that he had "some problems" in the beginning. "Beginner difficulties," he calls it. He says that a few days after sitting in the executive chair of the bank branch, he receives an unannounced visit from Guinea's Minister of Justice. Jerome is astonished and politely asks the minister, who is also a colonel in the army, what he can help him with. The minister explains that Jerome's predecessor should have broken this and that rule and done that and the illegal, and that the affair has never been cleaned up.It could happen now, if Jerome pays $ 250,000 on behalf of the bank, then the minister, for his part, will make sure that Jerome is not dragged into court and convicted! Jerome knows nothing about the case, has not heard of it from his colleagues in the bank

Oversaet.com | Servicevilkår

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.