Dansk

Fra papskure til den majestætiske Niger-flod Søndag, Bamako. Ousmane sætter mig af ved ”Afrika-tårnet” for enden af Avenue de L’Unité Africaine OUA, siger høfligt farvel og kører bort i sin skrantende firhjulstrækker. Fra tårnet går jeg ind i Faladje Semas kringlede labyrint af et Bamako-kvarter og navigerer frem til det private gæstehus, som er en kvart stjerne bedre end Hotel Le Khasso i Kayes. Herfra tager jeg på opdagelse i kvarteret og ser, at bydelen i forhold til Kayes er materiel luksus. Her er stenhuse, indlagt vand og strøm og parabolantenner, der stritter op bag murene. Men ikke mange hundrede meter fra den sydlige ende af kvarteret, som i 2006 regnes for Bamakos sydlige grænse, er en ny bydel skudt op. Den består af papskure, interimistiske hytter af træstumper, blik, og vokser ifølge maliere eksplosivt hurtigt. Den ”uformelle bebyggelse” vidner om, at Bamako godt kan være en af Afrikas hurtigst voksende byer, som nogle statistikker siger. Det er migranter fra landdistrikterne, der flygter ind til hovedstaden med drømme om jobs og bedre liv, som bor i bebyggelsen . Fra Afrika-tårnet tager jeg en taxi ind til centrum og videre østpå til byens angiveligt rigeste kvarter, Cité du Niger, for at besøge hotel Mandé, som Claudine har boet på før mig, og som hun roser mere for beliggenheden end noget andet. En attraktion er det plateau af en terrasse, som stikker ud i Niger-floden, så man ved de yderste borde kan kigge ned på vandet og ind mod Bamakos centrum. En anden er hotellets historie som byens fine, gamle hotel og en række arrangementer, som er blevet legendariske udover Malis grænser. En er ”The Mandé Sessions” med kora-spilleren Toumani Diabaté og den afdøde verdensberømte, maliske guitarist Ali Farka Touré . Det fine falmer, og det bliver det ved med. Claudine og jeg vender tilbage til hotellet flere gange, mens vi bor i Togo fra 2007 til 2013, og i 2017 bliver vi dets naboer. Men altid ser vi igennem fingre med de nedslidte omgivelser og begejstres i stedet over Niger-floden, også i 2006 da jeg har sat mig ved et af de yderste borde og får serveret en stor Castel-øl i en spand med isterninger. Det er en særlig Mandé-tradition, der klædeligt holder øllen kølig i den varme by. Her sidder jeg så for første gang og tænker på de beskrivelser af floden, som jeg har læst - ser for mit indre blik den piblende kilde i de grønne skovklædte Fouta Djallon-bjerge i Guinea, følger floden, der vokser med tilløb af bifloder ned gennem Guinea og ind i tørre Mali, til den når sin majestætiske bredde i Bamako, ud for Mandés terrasse. Jeg sætter mig i de franske soldaters sted, der med Thomas Pakenhams ord nåede omkring ”hundrede mudderhytter” den 1. februar 1883. Det var Bamako, og et stykke derfra så de Niger-floden, ikke som ”et fatamorgana, men som et skinnende vandbånd”, som ”nogle hundrede mil fra dens kilde allerede var en halv mil bred, en stor brun python af en flod”. Jeg ser vandet løbe videre østpå fra Mandés terrasse og forestiller mig løbet op forbi de mytiske byer Segou og Mopti og Timbuktu, hvor floden slår et blødt knæk mod syd, ned til Niger og igennem hovedstaden Niamey. Et par hundrede kilometer længere sydpå bliver den til grænse mellem Niger og Benin og løber så videre ind i Nigeria, hvor bifloder og søer gør den kæmpestor, men ikke stor nok til at kunne overvinde fladlandet ved kysten. Lidt over 4.000 kilometer efter udspringet splittes vandet, der løber ud igennem ”23 reelle mundinger og talløse falske”. Igen ord fra Pakenham, der tilføjede: ”Ikke underligt, at det tog længere tid for opdagelsesrejsende at finde Nigers munding, end det tog at finde Nilens kilde” . Solnedgang fra Hotel Mandés terrasse, Niger-floden og lidt af hotellet. Foto: Claudine, september 2018 Her i Bamakos skumring i 2006 kigger jeg fra den rolige flod og op på byen, der sitrer af varme og pulserende trafik, som dytter og brager over den gamle bro, mens jeg overvejer morgendagens interview med den danske ambassadør, som bor lidt længere henne i det nye Cité du Niger. Hvordan bliver det mon at komme så tæt på min gamle arbejdsgiver, som jeg til sidst havde så mange trængsler med?

Engelsk

From cardboard sheds to the majestic Niger River Sunday, Bamako. Ousmane drops me off at the “Africa Tower” at the end of Avenue de L’Unité Africaine OUA, politely says goodbye and drives away in his ailing four-wheel drive. From the tower, I enter Faladje Sema's convoluted labyrinth of a Bamako neighborhood and navigate to the private guesthouse, which is a quarter of a star better than Hotel Le Khasso in Kayes. From here, I explore the neighborhood and see that the neighborhood in relation to Kayes is material luxury. Here are stone houses, running water and electricity and satellite dishes that protrude behind the walls. But not many hundreds of meters from the southern end of the neighborhood, which in 2006 is considered Bamako's southern border, a new district has sprung up. It consists of cardboard sheds, makeshift huts of tree stumps, tin, and grows explosively, according to Malians. The "informal settlement" testifies that Bamako may well be one of Africa's fastest growing cities, as some statistics say. It is migrants from rural areas who flee to the capital with dreams of jobs and better lives who live in the settlements.From the Africa Tower, I take a taxi into the city center and further east to the city's supposedly richest neighborhood, the Cité du Niger, to visit the Hotel Mandé, which Claudine has lived in before me and which she praises more for its location than anything else. An attraction is the plateau of a terrace that juts out into the Niger River, so that at the outer tables you can look down on the water and towards the center of Bamako. Another is the hotel's history as the city's fine, old hotel and a series of events that have become legendary beyond Mali's borders. One is "The Mandé Sessions" with kora player Toumani Diabaté and the late world-famous Malian guitarist Ali Farka Touré. The fine fades, and it continues to do so. Claudine and I return to the hotel several times while staying in Togo from 2007 to 2013, and in 2017 we will be its neighbors. But we always look through fingers at the run-down surroundings and get excited about the Niger River instead, also in 2006 when I sat down at one of the outer tables and was served a large Castel beer in a bucket of ice cubes. It is a special Mandé tradition that dressily keeps the beer cool in the warm city.Here I sit for the first time thinking of the descriptions of the river that I have read - see for my inner gaze the bubbling spring in the green forested Fouta Djallon mountains in Guinea, follow the river that grows with tributaries down through Guinea and into dry Mali, until it reaches its majestic shore in Bamako, off the Mandé terrace. I take the place of the French soldiers, who, in the words of Thomas Pakenham, reached about "a hundred mud huts" on February 1, 1883. It was Bamako, and some distance away they saw the Niger River, not as "a mirage, but as a shining water belt ”, which“ a few hundred miles from its source was already half a mile wide, a large brown python by a river ”. I see the water flowing further east from Mandé's terrace and imagine the race up past the mythical cities of Segou and Mopti and Timbuktu, where the river strikes a soft bend to the south, down to Niger and through the capital Niamey. A few hundred kilometers further south, it becomes the border between Niger and Benin and then flows further into Nigeria, where tributaries and lakes make it huge, but not large enough to be able to overcome the plains of the coast.Just over 4,000 kilometers after the source, the water that flows out through "23 real estuaries and countless fakes" splits. Again words from Pakenham, who added: "No wonder it took longer for explorers to find Niger's mouth than it took to find the source of the Nile". Sunset from the Hotel Mandés terrace, the Niger River and a bit of the hotel. Photo: Claudine, September 2018 Here in the twilight of Bamako in 2006, I look from the calm river and up at the city, which vibrates with warm and pulsating traffic, which pushes and roars over the old bridge, while I consider tomorrow's interview with the Danish ambassador, who lives a little further in the new Cité du Niger. How will it be to get so close to my old employer that I eventually had so much trouble with?

Oversaet.com | Hvordan bruger jeg den Dansk-Engelsk oversættelse?

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.