Ophold på vejen Morgenen efter. Chauffør Ousmane og jeg kører ud ad den angiveligt varmeste by i verden og rammer hovedvejen til Bamako. Jeg vender mig på sædet og ser Kayes by og den sidste minaret forsvinde for synsfeltet. Et par hundrede kilometer længere fremme, ved landsbyen Sandaré, begynder firhjulstrækkeren at hakke og nykke og går så langsomt i stå. En situation, der sender tanker tilbage til Sydafrika for ni år siden. Ousmane lader bilen rulle ind til vejkanten. Vi stiger ud, og han peger med en insisterende finger på en træstamme. Jeg skal sætte mig. Sandaré. Fra Google Maps Han går hen ad vejen og ind i landsbyen og kommer efter en rum tid tilbage med en mand, der hverken siger goddag eller værdiger mig et blik. Han er åbenbart mekaniker. De åbner motorhjelmen og stikker hovederne ned i motorrummet. Jeg spørger: ”Hvad er problemet?”. Ikke noget svar. Så ryger den ind på lystavlen. Det her minder om noget, jeg har prøvet tidligere i Afrika og hørt og set beskrevet af andre. Jeg tænker på scenen i Tørk Haxthausens TV-serie ”Udvikling”, hvor en gruppe kenyanere hjælper hvide, danske projektarbejdere med at få deres firhjulstrækker skubbet i gang. Da det lykkes, og danskerne er kørt, står afrikanerne tilbage og ryster på hovedet til hinanden, som et signal om, at de danskere godt nok ikke er særligt kloge, når de ikke selv kan finde ud af at skubbe en bil i gang . Her: Jeg har ikke forstand på biler, men det har de to maliere. Jeg er hægtet af, selvom jeg som lejer af firhjulstrækkeren og ham, der betaler, er Ousmanes boss, som han i andre sammenhænge ville behandle med respekt og høflighed. Men ikke nu. Nu har han og hans ligesindede ekspert i biler tippet magtbalancen så meget, at jeg er sat ud af spillet. Jeg er blevet sparket ned fra min hvide piedestal af vestlig rigdom, overlegenhed og kontrol, ned i en position som uindviet, uvedkommende, en ligegyldighed, der hverken har tale- eller stemmeret. Efter en rum tid har de to fikset problemet. Mekanikeren siger farvel til Ousmane og går tilbage mod Sandaré, stadig uden at værdige mig et blik. Ousmane vender sig mod mig og signalerer med et nonchalant vink, at vi kan fortsætte turen. Vi kører videre mod Bamako, mens stemningen mellem os på forsædet langsomt nivellerer ud. Jeg er på vej tilbage i rollen som boss i konstellationen: ”billeje med chauffør”. Det er mig, der betaler og derfor også den, der giver ordrer. Magtspillet tipper endegyldigt over i min favør, da jeg et stykke ude ad landevejen i en tone af afmålt nedladenhed og udglattende venlighed siger til Ousmane: ”Gider du lige sætte noget Toumani Diabaté på kassetteafspilleren?” .

Stay on the road The morning after. Driver Ousmane and I drive out into the supposedly hottest city in the world and hit the main road to Bamako. I turn on the seat and watch Kayes town and the last minaret disappear from sight. A few hundred kilometers further on, by the village of Sandaré, the four-wheel drive begins to pick and shake and then stops slowly. A situation that sends thoughts back to South Africa nine years ago. Ousmane lets the car roll in to the roadside. We step out and he points with an insistent finger at a tree trunk. I have to sit down. Sandaré. From Google Maps He walks along the road and into the village and comes back after a space of time with a man who neither says hello nor deserves a look at me. He's obviously a mechanic. They open the bonnet and stick their heads into the engine compartment. I ask: "What is the problem?". No answer. Then it smokes on the light board. This is reminiscent of something I have tried before in Africa and heard and seen described by others. I am thinking of the scene in Tørk Haxthausen's TV series "Development", where a group of Kenyans help white, Danish project workers to get their four-wheel drive started.When it succeeds, and the Danes are driven, the Africans stand back and shake their heads at each other, as a signal that the Danes are probably not very smart when they can not figure out how to push a car. Here: I do not understand cars, but the two males have. I am hung up, even though I, as a tenant of the four-wheel drive and he who pays, am Ousmanes boss, whom he would treat with respect and courtesy in other contexts. But not now. Now he and his like-minded expert in cars have tipped the balance of power so much that I am put out of the game. I have been kicked down from my white pedestal of Western wealth, superiority and control, down into a position as uninitiated, irrelevant, an indifference that has neither the right to speak nor the vote. After a space of time, the two have fixed the problem. The mechanic says goodbye to Ousmane and walks back towards Sandaré, still without worthy of me a glance. Ousmane turns to me and signals with a nonchalant gesture that we can continue the journey. We drive on towards Bamako, while the atmosphere between us in the front seat slowly levels out. I'm on my way back to the role of boss in the constellation: “car rental with driver”. It is me who pays and therefore also the one who gives orders.The power play finally tips over in my favor, as I say to Ousmane for a while out on the country road in a tone of measured condescension and smoothing kindness: "Would you like to put some Toumani Diabaté on the cassette player?" .