Cykelkylling En dag på farten i 40 graders varme i et knastørt landskab og kig på sparsom bespisning af fattige skolebørn, og jeg forvænte dansker føler mig sulten. Udviklingsmønstret i min privilegerede mavesæk, der stadig er i færd med at fordøje resterne af det seneste måltid, er altid det samme: Maven knurrer, og tager det til, kan det føre til mental irritation, som let slår over i barnlig urimelighed. Det mønster kender jeg, men jeg har aldrig prøvet den evigt skrigende mave, den flænsende smerte af sult, og nu slår det ned som et lyn: I mine 48 år har jeg aldrig været rigtig sulten. Det spørgsmål, som jeg har hørt om og om igen, fra en venlig vært eller værtinde, ”er du sulten”, har altid været irrelevant. Men spises skal der, så jeg sætter mig på Le Khasso-hotellets beton-terrasse af en restaurant og mærker, hvordan varmen her ud på aftenen bølger igennem luften. Muezzinerne har lydt, bønnerne er bedt, og solen er gået ned. Men temperaturen er stadig et godt stykke over tredive grader, så det kan godt kan passe, hvad Lonely Planet skriver, at Kayes er et af de varmeste steder på jorden. Guidebogen skriver også om Khasso-hotellet, at det er byens bedste, med aircon og varmt brusebad, men det passer ikke. De små bungalows i baghaven har hverken det ene eller det andet. Kun en hård madras på en vakkelvorn træseng, en elpære i loftet og en dør, der kan lukkes men ikke låses. Servitricen kommer med et alenlangt menukort. Den har jeg set andre steder i Afrika, og jeg tænker straks: Når en restaurant er tilpas ydmyg, skal et menukort ikke tages for pålydende. Menukort er en europæisk opfindelse, der viser, at man i Europa kan vælge mellem diverse retter, og at man kan spise, hvad man vil. Når ydmyge steder har lange menukort, er det et forsøg på at være ”rigtig restaurant” ligesom de finere steder i hovedstaden. Studerer man menukortet og bestiller, sker der følgende: Tjeneren skriver ordren ned på en blok og forsvinder ud i køkkenet. Når han/hun kommer tilbage, lyder det: ”Vi har desværre ikke…”. Studerer man spisekortet en gang til og bestiller, gentager det sig. Tjeneren kommer tilbage og meddeler: ”Vi har desværre ikke….”. Her på Khasso sker der det samme, så i tredje forsøg lægger jeg menukortet på bordet og spørger servitricen, om de har kylling. Det har vi, siger hun. Jeg bestiller en halv kylling med pommes frites og grøntsager. Hun forsvinder ud i køkkenet og kommer efter en rum tid tilbage og stiller en tallerken foran mig med pommes frites og lidt grøntsager og noget, der ligner en mellemting mellem en due-abort og en for tidligt født kylling. Jeg sætter tænderne i, og konstaterer, at det er en eller anden slags fugl, men at den kun er ben og brusk. Jeg spørger servitricen, hvad det er for noget. Hun: ”Kylling”. Jeg: ”Kan De ikke bringe mig en kylling med kød på?”. Servitricen: ”Pas de problème”. Hun tager tallerkenen og går tilbage til køkkenet. Efter endnu en rum tid kommer hun tilbage med en ny tallerken med pommes frites og grøntsager og et nyt ubestemmeligt skelet af en fugl. Jeg: ”Hvad er det her?” Servitricen: ”Kylling”. Jeg: ”Jamen, jeg sagde, at jeg ville ha’ kylling med kød på”. Servitricen: ”Men, det her er, hvad vi har. Jeg kan spørge kokken, om han kan finde to stykker med mere kød på. Vil De have det?” Jeg: ”Ja tak, meget gerne”. Servitricen går med tallerken nummer to, mens jeg finder mobiltelefonen frem og ringer til Claudine. Forbindelsen fra det vestlige Mali til Danmark er forbavsende god, og jeg får luftet min irritation. Jeg fortæller om den lange ventetid og de to skeletter, jeg blev præsenteret for. Hun har til forskel fra mig været i Mali og brøler et grin ned i telefonen og siger: ”Det hedder ”cykelkylling”. Det er en delikatesse. De har nok ikke andet på restauranten. Kylling med kød er svært at opdrive. Det hedder ”poulet bicyclette” eller ”poulet sportif””. Gnav i benene!”. Selvfølgelig. Nu ser jeg det for mig: Det er jo de tynde og forkrøblede kyllinger, der farer rundt på maliske jordveje og ud og ind af huse, som var de konstant på flugt fra et eller andet. Hyperaktive må de være.

Bicycle chicken A day on the go in 40 degree heat in a crisp landscape and look at the sparse dining of poor school children, and I spoiled Danes feel hungry. The developmental pattern in my privileged stomach, which is still in the process of digesting the remnants of the last meal, is always the same: the stomach growls, and if it takes over, it can lead to mental irritation, which easily turns into childish unreasonableness. I know that pattern, but I have never tried the eternally screaming stomach, the raging pain of hunger, and now it strikes like lightning: In my 48 years, I have never been really hungry. The question I have heard over and over again, from a friendly host or hostess, “are you hungry”, has always been irrelevant. But I have to eat there, so I sit on the concrete terrace of the Le Khasso hotel by a restaurant and feel how the heat here in the evening waves through the air. The muezzins have sounded, the prayers have been prayed, and the sun has set. But the temperature is still well over thirty degrees, so it may well fit what Lonely Planet writes that Kayes is one of the warmest places on earth. The guidebook also writes about the Khasso hotel that it is the best in town, with aircon and hot shower, but it does not fit.The small bungalows in the backyard have neither one nor the other. Only a hard mattress on a rickety wooden bed, a light bulb in the ceiling and a door that can be closed but not locked. The waitress comes with a single menu card. I've seen it elsewhere in Africa, and I immediately think: When a restaurant is humble enough, a menu card should not be taken at face value. Menu cards are a European invention that shows that in Europe you can choose between various dishes and that you can eat whatever you want. When humble places have long menus, it is an attempt to be a "real restaurant" like the finer places in the capital. If you study the menu card and order, the following happens: The waiter writes the order down on a block and disappears into the kitchen. When he / she returns, it reads: "Unfortunately we do not have…". If you study the menu again and order, it repeats itself. The waiter comes back and announces: "Unfortunately we do not have….". Here at Khasso the same thing happens, so in the third attempt I put the menu on the table and ask the waitress if they have chicken. We have that, she says. I order a half chicken with french fries and vegetables.She disappears into the kitchen and after a space of time comes back and places a plate in front of me with french fries and some vegetables and something that looks like something in between a pigeon abortion and a premature chicken. I put my teeth in, and find that it is some kind of bird, but that it is only bone and cartilage. I ask the waitress what it is. She: "Chicken". Me: "Can't you bring me a chicken with meat on it?". Waitresses: "No problem". She takes the plate and goes back to the kitchen. After another space time, she returns with a new plate of french fries and vegetables and a new indefinable skeleton of a bird. Me: "What is this?" The waitress: "Chicken". Me: "Well, I said I wanted chicken with meat on it." The waitress: “But, this is what we have. I can ask the chef if he can find two pieces with more meat on. Do you want it? ” Me: "Yes, thank you, very much". The waitress walks with plate number two while I find the cell phone and call Claudine. The connection from western Mali to Denmark is surprisingly good, and I get to vent my irritation.I tell about the long wait and the two skeletons I was presented with. Unlike me, she has been to Mali and roars a laugh on the phone and says: "It's called 'bicycle chicken'. It's a delicacy. They probably have nothing else in the restaurant. Chicken with meat is hard to find. It is called "poulet bicyclette" or "poulet sportif" ". Gnawing in the legs! ”. Of course. Now I see it for myself: after all, it is the thin and crippled chickens that roam the Malian dirt roads and in and out of houses, as if they were constantly on the run from something. They must be hyperactive.