Dansk

En hel og en halv ivorianer Uroen i Elfenbenskysten kommer sig af et indædt slagsmål mellem de to politikere Laurent Gbagbo og Alassane Ouattara, som har stået på i årtier, og som afspejler nogle skæbnesvangre brudflader mellem den nordlige og den sydlige del af landet. Gbagbo er kristen fra syd, Ouattara muslim fra nord. For kort at genfortælle den dramatiske historie skal vi tilbage til 1971, hvor Elfenbenskystens første præsident efter uafhængigheden, Felix Houphouët-Boigny, har været ved magten i 11 år. Han har forvandlet landet til en et-parti-stat og er en diktator, som folk gør klogest i at rette ind efter og holde mund. Men ikke alle er bange for ” Den store Elefant", som han kaldes. Der er for eksempel den 26-årige lærer og politiske aktivist, Laurent Gbagbo, der offentligt advokerer for præsidentens afgang. Det betragtes som ”statsundergravende virksomhed”, og så ryger Gbagbo de næste ti år igen og igen bag tremmer. I 1982 står han i spidsen for en landsdækkende strejke blandt lærere og stifter partiet ”Den ivorianske Folkefront, som har det klare mål at vælte Boigny. Jorden bliver så varm under Gbagbo, at han må gå i eksil i Frankrig. Imens opløses Sovjetunionen. Berlinmuren falder, og der blæser nye vinde, også ned over Afrika. Det internationale samfund med USA i spidsen presser på for at få diktaturer lavet om til demokratier, og Boigny hører tonearten og udskriver i 1990 valg. Gbagbo vender hjem til Elfenbenskysten og stiller op som eneste kandidat mod præsidenten, der vinder stort. I 1992 bliver Gbagbo igen smidt i fængsel, denne gang sammen med hustruen, Simone. De har ”opildnet til vold”. Men det er ikke Boigny selv, der står bag fængslingen. Det gør Alassane Ouattara, der er ministerpræsident og præsidentens loyale protegé. Gbagbo løslades efter seks måneder, og den 7. december 1993 hører han på radioen Ouattara meddele nationen, at Boigny er død. Ouattara siger, at ”Elfenbenskysten er blevet forældreløs” og antyder, at han selv sagtens kan overtage rollen som far i landet. Men samme ambition har nationalforsamlingens formand Henri Konan Bédié, der ifølge grundloven formelt er interim præsident. Han fyrer Ouattara og fortæller befolkningen, at det er ham og ikke Ouattara, der nu styrer landet, og for at sætte trumf på indfører han ”ivoritets-loven”, som stipulerer, at kun ”hele” ivorianere kan stille op til valg. Ouattaras far er fra Burkina Faso og Ouattara derfor kun ”halv” ivorianer og fra nu af udelukket fra at stille op til valg. Han er altså hægtet af ved præsidentvalget i år 2000, hvor Gbagbo igen melder sig på banen, stiller op og vinder. Med Gbagbo som præsident kommer rivaliseringen mellem ham og Ouattara i forgrunden. Ouattara er populær i den nordlige del af landet og kan ved et valg blive en trussel for Gbagbo. Derfor lader Gbagbo ivoritets-loven blive, som den er og forsømmer samtidig ikke et øjeblik til at udstille Ouattaras halve burkinske identitet. Han kalder Ouattara for halv burkiner, halv franskmand og lakaj for Frankrig og udpensler Ouattaras mange forbindelser med de upopulære franskmænd, såsom at Ouattara har boet i Frankrig i lange perioder, er gift med en fransk kvinde, og at vielsen fandt sted i rådhuset i Neuilly-sur-Seine og blev foretaget af Ouattaras nære ven, byens unge borgmester, senere præsident, Nicolas Sarkozy. Ouattara på sin side forsøger at slippe ud af ”nationalitetsfælden” ved at få Burkina Fasos præsident Blaise Compaoré til offentligt at erklære ham som ”ægte ivorianer”. Gbagbo ignorerer meldingen fra nabolandets præsident. Sideløbende træder Elfenbenskystens skismaer mellem den nordlige og den sydlige del af landet stærkere frem. En kløft består i, at et stort mindretal af befolkningen i nord har aner i Burkina Faso og som Ouattara kan anklages for kun at være ”halve” ivorianere. En anden er den religiøse divergens, hvor flertallet i nord er muslimer, og de fleste i syd er kristne. Men den dybeste kløft er de materielle forskelle. Nord har den dårligste, tørreste jord, mens syd nyder godt af frugtbar landbrugsjord og finanscentret Abidjan med regionens største havn. Alle ved, at ”de rige” bor i syd og ”de fattige” i nord. Ouattara har sat sig for at rette op på skævhederne og vil have magten i landet. Til det formål slår han sig sammen med en ung soldat fra nord, Guillaume Soro, der med kolleger fra regeringshæren har dannet partiet ”Den Patriotiske Bevægelse” og en væbnet del i ”Forces Nouvelles”. I slutningen af 2002 sætter de kursen mod Abidjan for at vælte Gbagbo.

Engelsk

A whole and a half Ivorians The unrest in Côte d'Ivoire stems from a fierce battle between the two politicians Laurent Gbagbo and Alassane Ouattara, which has been going on for decades and which reflects some fateful fractures between the northern and southern parts of the country. Gbagbo is a Christian from the south, Ouattara a Muslim from the north. To briefly retell the dramatic story, we must go back to 1971, when Côte d'Ivoire's first president after independence, Felix Houphouët-Boigny, has been in power for 11 years. He has turned the country into a one-party state and is a dictator that people do wisely to align with and keep their mouths shut. But not everyone is afraid of "The Big Elephant", as he is called. For example, 26-year-old teacher and political activist Laurent Gbagbo is publicly advocating for the president's resignation. Gbagbo for the next ten years again and again behind bars. In 1982 he spearheaded a nationwide strike among teachers and founded the party "The Ivorian People's Front, which has the clear goal of overthrowing Boigny. The earth gets so hot under Gbagbo that he must go into exile in France, meanwhile the Soviet Union dissolves, the Berlin Wall falls and new winds blow, also over Africa.The international community, led by the United States, is pushing for dictatorships to be transformed into democracies, and Boigny hears the key and in 1990 prints elections. Gbagbo returns home to Ivory Coast and stands as the only candidate against the president who wins big. In 1992, Gbagbo is again thrown into prison, this time with his wife, Simone. They have "incited violence". But it is not Boigny himself who is behind the imprisonment. So does Alassane Ouattara, the prime minister and the president's loyal protégé. Gbagbo is released after six months, and on December 7, 1993, he hears on the radio Ouattara announcing to the nation that Boigny is dead. Ouattara says that "Ivory Coast has become an orphan" and suggests that he himself can easily take over the role of father in the country. But the same ambition has the chairman of the National Assembly, Henri Konan Bédié, who according to the constitution is formally interim president. He fires Ouattara and tells the people that it is he and not Ouattara who now rules the country, and to put a trump card on, he introduces the "law of ivority", which stipulates that only "whole" Ivorians can stand for election. Ouattara's father is from Burkina Faso and Ouattara is therefore only "half" Ivorian and from now on excluded from standing for election.He is thus hung up at the presidential election in the year 2000, where Gbagbo again appears on the field, stands and wins. With Gbagbo as president, the rivalry between him and Ouattara comes to the fore. Ouattara is popular in the north of the country and could become a threat to Gbagbo in an election. Therefore, Gbagbo leaves the law of ivority as it is and at the same time does not neglect a moment to exhibit Ouattara's half Burkina identity. He calls Ouattara half burkini, half Frenchman and lackey for France, and outlines Ouattara's many connections with the unpopular French, such as that Ouattara has lived in France for long periods, is married to a French woman, and that the wedding took place at Neuilly town hall. -sur-Seine and was made by Ouattara's close friend, the city's young mayor, later president, Nicolas Sarkozy. Ouattara, for his part, is trying to escape the "nationality trap" by persuading Burkina Faso President Blaise Compaoré to publicly declare him a "true Ivorian". Gbagbo ignores the message from the president of the neighboring country. At the same time, the Ivory Coast's schisms between the northern and southern parts of the country emerge more strongly.A divide is that a large minority of the population in the north has ancestry in Burkina Faso and as Ouattara can be accused of being only "half" Ivorians. Another is the religious divergence, where the majority in the north are Muslims and most in the south are Christians. But the deepest gap is the material differences. The north has the worst, driest soil, while the south benefits from fertile agricultural land and the financial center Abidjan with the region's largest port. Everyone knows that "the rich" live in the south and "the poor" in the north. Ouattara has set out to correct the imbalances and wants power in the country. To that end, he joins forces with a young soldier from the north, Guillaume Soro, who with colleagues from the government army has formed the party "The Patriotic Movement" and an armed part of the "Forces Nouvelles". In late 2002, they set course for Abidjan to overthrow Gbagbo.

Oversaet.com | Servicevilkår

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.