Down and out Pludselig kommer der et radioopkald fra Abidjan: ”Du skal til Daloa. Kør i morgen tidlig”. Om Daloa ved jeg intet, så jeg spørger souschefen, der fortæller, at byen er centrum for Elfenbenskystens kakao-industri og ligger lidt syd for bufferzonen ud mod vest. Den er altså i regerings-kontrolleret område, men et hotspot for militære træfninger. Regeringssoldater er blevet beskyldt for at massakrere folk i byen. Sydpå går det igen med blafrende flag, forbi rødøjede rebeller og checkpoints, gennem bufferzonen til Yamoussoukro og vestpå ud mod Daloa. Jeg finder aldrig ud af, hvad jeg skal i Daloa andet end at snakke med den lokale belgiske PAM-chef, der heller ikke ved, hvad jeg skal dér. Dagen efter et voldsomt rebelangreb lidt udenfor byen kalder vi hovedkvarteret i Abidjan over radioen og siger, at det ikke er nødvendigt med to hvide ansigter i Daloa. Der er pause i den anden ende af forbindelsen. Så lyder det til mig: ”Jamen, så må du tage tilbage til Bouaké”. Her kommer et par ugers opsparet anspændthed og uro og irritation, mangel på nattesøvn og svedende utilpashed op til overfladen. Jeg siger: ”Nul. Det gør jeg ikke. Jeg vil ned til Abidjan”. Mere undren i den anden ende: ”Hmm, jamen så må du vente på den næste konvoj eller tage PAM-flyveren, der kommer forbi” om to dage. Det bliver det sidste. Jeg letter sammen med en PAM-pilot i en transportflyver og flyver ned over det landskab, der fra luften ligner, hvad det er: bush, bush – forrevne lave buske, torne. Undervejs tænker jeg på den hovedløse planlægning, jeg har været udsat for. Men så slår det mig, at det altid lykkes PAM, gang på gang, at levere mad til tusindvis af sultne fordrevne i en opgave, der i udgangspunktet synes umulig. Organisationen er i konstant pengenød, fordi verdenssamfundet er svær at råbe op og få til at spytte i kassen, medmindre det drejer sig om spektakulære katastrofer. Trods det fungerer arbejdet, og jeg indser hvorfor: PAM er i felten præget af engagerede mennesker, der optimerer deres få midler og får tingene til at glide ved at tage udgangspunkt i nuet. Herfra improviserer de. Mens Abidjan dukker op i horisonten, vælder en sandhed frem, som har ligget og ulmet, siden jeg kom: Jeg går mest af alt i vejen. Jeg må væk, men på en smidig måde, så ingen kommer i forlegenhed. Jeg har en plan klar, da vi lander. I Abidjan går jeg op på PAM-kontoret og stikker en hvid løgn. Jeg siger, at jeg bliver nødt til at rejse til Danmark så hurtigt som muligt på grund af problemer i familien. Emergency-chefen, Dieng, kigger lidt skævt på og siger: ”Nå, da, ok”, tager telefonen og ringer til en PAM-assistent og siger ned i røret: ”Skaf lige Lars en hurtig billet ud af landet”. Det lykkedes assistenten med lodder og trisser og åbenbart en god kontakt i SN Brussels Airlines at skaffe en billet. Der er pres på flyafgange, fordi så mange udlændinge, især franskmænd, vil væk, og det er kun Air France og SN Brussels Airlines, der holder ruten til Europa åben . Et par dage senere er jeg på vej i kortege tilbage mod lufthavnen igennem check-points, knuste glas, forbi lukkede butikker på tidligere pragtboulevarder, forkullede olietønder, mennesketomme gader. PAM-chaufføren skruer bilens kassetteafspiller op på fuld styrke. Ud bølger Vestafrikas reggae-stjerne, Alpha Blondé, Vestafrika svar på Bob Marley. Sangen lyder: ”Armee Francaise – allez vous-en! Allez vous-en de chez nous”. ”Franske hær – skrid herfra”. Chaufføren synger med. Jeg spørger: ”Men hvad nu, hvis franskmændene smutter?”. Chaufføren: ”Ja – nej – øh. Du har ret. Det bliver noget merde”.

Down and out Suddenly a radio call comes from Abidjan: “You are going to Daloa. Drive early tomorrow ”. I know nothing about Daloa, so I ask the deputy chief, who says that the city is the center of Côte d'Ivoire's cocoa industry and is located a little south of the buffer zone to the west. It is thus in government-controlled territory, but a hotspot for military clashes. Government soldiers have been accused of massacring people in the city. To the south it goes again with fluttering flags, past red-eyed rebels and checkpoints, through the buffer zone to Yamoussoukro and west towards Daloa. I never find out what I're going to in Daloa other than talk to the local Belgian PAM boss who also does not know what I're going there. The day after a violent rebel attack just outside the city, we call the headquarters in Abidjan over the radio and say that two white faces are not needed in Daloa. There is a break at the other end of the connection. Then it sounds to me: "Well, then you have to go back to Bouaké". Here comes a few weeks of accumulated tension and restlessness and irritation, lack of night sleep and sweating malaise coming to the surface. I say, “Zero. I dont do that. I want to go down to Abidjan ”.More wonder at the other end: "Hmm, well then you have to wait for the next convoy or take the PAM pilot who comes by" in two days. It will be the last. I take off with a PAM pilot in a transport plane and fly down over the landscape, which from the air looks like what it is: bush, bush - rugged low bushes, thorns. Along the way, I think about the headless planning I have been subjected to. But then it strikes me that PAM always succeeds, time and time again, in delivering food to thousands of hungry displaced people in a task that at first seems impossible. The organization is in constant need of money because the world community is hard to shout out and get spit in the coffers unless it is about spectacular disasters. Despite that, the work works, and I realize why: PAM is in the field characterized by committed people who optimize their few funds and make things run smoothly based on the present. From here they improvise. As Abidjan appears on the horizon, a truth swells that has lain dormant since I came: I get in the way most of all. I have to get away, but in a flexible way so that no one gets embarrassed. I have a plan ready when we land. In Abidjan, I go up to the PAM office and stick a white lie.I say that I will have to travel to Denmark as soon as possible due to problems in the family. The emergency chief, Dieng, looks a little askance and says: "Well, then, ok", picks up the phone and calls a PAM assistant and says down the phone: "Just get Lars a quick ticket out of the country". The assistant managed to get a ticket with weights and pulleys and apparently a good contact in SN Brussels Airlines. There is pressure on flights because so many foreigners, especially French people, want to leave, and only Air France and SN Brussels Airlines keep the route to Europe open. A few days later, I'm on my way in procession back to the airport through checkpoints, broken glass, past closed shops on former magnificent boulevards, charred oil barrels, empty streets. The PAM driver turns up the car's cassette player at full power. Out waves West Africa's reggae star, Alpha Blondé, West Africa's answer to Bob Marley. The song reads: “Armee Francaise - allez vous-en! Go to us at home ”. "French army - step out of here". The driver sings along. I ask: "But what if the French slip away?". The driver: “Yes - no - uh. You're right.It will be something cage ”.