Dansk

Nødrationer og shawarma Nyt logi: Den franske skole i Bouaké. Elever og lærere er blevet evakueret. Der er franske soldater i civilt tøj, franske sikkerhedsvagter ved indgangen, en ivoriansk madmor og hendes familie. Klasseværelser, kantine, gymnastiksal, lærerværelse: alt er tomt. Der er en fodboldbane med en fire hundrede meter lang løbebane, som er groet til i græs. Der er ingen strøm. Vi starter en generator klokken halv seks om aftenen, slukker den igen klokken halv elleve. Fugtigvarmen er fulgt med fra Abidjan men har fået et par grader oven i. Vi er hele tiden et godt stykke over tredive grader. Jeg har svært ved at sove om natten, ligger og roterer i mit sved . Jeg kører hver dag i kortege mellem skolen og PAMs kontor på den anden side Bouaké, hvor jeg er chef for 11 ivorianere, som forventer, at jeg ved alt og træffer beslutninger på det grundlag. Jeg ved stort set ingenting, fik jo aldrig det introduktionskursus. Der er daglig radiokontakt til hovedkontoret i Abidjan, men det foregår altid i hæsblæsende fart med udveksling af det nødvendigste. Der er ikke tid til vaklende spørgsmål fra Bouaké. Den kvindelige souschef støtter mig så godt, hun kan. Men det bekymrer mig, at jeg er nødt til at skrive under på checks, som jeg ikke har mulighed for at kontrollere baggrunden for. Men alting skal gå hurtigt. Jeg kan ikke blokere for arbejdsgange. Souschefen og jeg tager i felten og besøger imamer og en italiensk missionær, der lover at tage sig af nødrationerne, der er på vej fra Yamoussoukro. De skal sørge for, at maden kommer i sikkert depot og bliver fordelt til de fordrevne, der samles i interimistiske lejre i grupper på 60-70 mennesker, nogle steder flere hundrede. Vi besøger lejrene, som kan være hvorsomhelst: I bushen, på forladte skoler, missionsstationer eller på den nøgne jord. Frivillige fra NGO’er, der ”implementerer” for UNHCR, laver interimistiske ”huse” med fire træpæle og en sejldug til tag, seks kvadratmeter til en familie. De graver huller til toiletter og finder vand i omegnen. Imens prøver de at holde modet oppe hos de fordrevne. Nødhjælpsarbejderne er unge italienere, der selv lever på en sten. De imponerer. Bouaké-staben, souschefen står som nummer to fra venstre. Navnet desværre glemt. Forfatterens foto. 2003 Nogle dage går med papirarbejde på kontoret. Jeg prøver at finde ud af organisationens systemer, gætter mig frem, mens jeg prøver at holde en facade af ro, så medarbejderne ikke opdager, at jeg hverken ved ud eller ind. Souschefen har luret mig, men hun siger ikke noget til staben. Tværtimod redder hun menneskeliv ved at få procedurerne på plads. Jeg er hende taknemmelig. Det er et gysende ansvar at skulle sørge for mad til flere tusinde mennesker hver dag. På kontordagene kører jeg ved frokosttid ind til Bouakés centrum med mindst to biler i kortege. Det er et krav, FN stiller - forbudt at køre alene. Så går det med blafrende blå flag og enorme antenner på kølerne ind til byen, som er næsten mennesketom. Kun få af den halve million indbyggere er blevet tilbage. Alle butikker i hovedgaden er lukket, på nær én og det er der, jeg tager hen. Det er en libaneser, som midt i kaos fortsætter med at gøre det, som han gjort i over tyve år. Han laver shawarmaer. Han fortæller mig om forholdene i Bouaké og siger, at han ind imellem bliver nødt til at lukke butikken, når det bliver for ”hot”. Det er mest lørdag eftermiddag, når de unge rebeller har festet fra formiddagen med alkohol og narkotika. Så løber de rundt på hovedgaden, smider håndgranater og skyder til højre og venstre, nogle gange på hinanden. Lørdag eftermiddag og aften styrer kalashnikover og sprut begivenhederne, fortæller han, og siger opgivende: ”Det er umuligt at lave shawarmaer i den atmosfære”.

Engelsk

Emergency rations and shawarma New accommodation: The French school in Bouaké. Students and teachers have been evacuated. There are French soldiers in civilian clothes, French security guards at the entrance, an Ivorian midwife and her family. Classrooms, canteen, gym, teacher's room: everything is empty. There is a football field with a four hundred meter long running track, which is overgrown with grass. There is no power. We start a generator at half past five in the evening, turn it off again at half past ten. The humid heat has followed from Abidjan but has gotten a few degrees on top. We are always well over thirty degrees. I have trouble sleeping at night, lying and rotating in my sweat. I drive every day in a procession between the school and PAM's office on the other side of Bouaké, where I am the boss of 11 Ivorians who expect me to know everything and make decisions on that basis. I know pretty much nothing, after all, never got that introductory course. There is daily radio contact to the head office in Abidjan, but it always takes place at breakneck speed with the exchange of the essentials. There is no time for shaky questions from Bouaké. The female sous chef supports me as best she can. But it worries me that I have to sign checks for which I do not have the opportunity to check the background.But everything has to go fast. I can not block workflows. The deputy chief and I go into the field and visit imams and an Italian missionary who promises to take care of the emergency rations that are on their way from Yamoussoukro. They must make sure that the food arrives in a safe depot and is distributed to the displaced, who gather in interim camps in groups of 60-70 people, in some places several hundred. We visit the camps, which can be anywhere: in the bush, at abandoned schools, mission stations or on the bare ground. Volunteers from NGOs who "implement" for UNHCR make temporary "houses" with four wooden poles and a tarpaulin for the roof, six square meters for a family. They dig holes for toilets and find water in the area. Meanwhile, they are trying to keep up the courage of the displaced. The relief workers are young Italians who live on a rock themselves. They impress. The Bouaké staff, the deputy head, is number two left. The name unfortunately forgotten. Author's photo. 2003 Some days go by with paperwork in the office. I try to figure out the organization's systems, I guess, while I try to keep a facade calm so employees do not discover that I know neither out nor in. The deputy manager has tricked me, but she does not say anything to the staff.On the contrary, she saves lives by getting the procedures in place. I'm grateful to her. It is a horrible responsibility to have to provide food for thousands of people every day. On office days, I drive to the center of Bouaké at lunchtime with at least two cars in procession. This is a requirement set by the UN - it is forbidden to drive alone. Then it goes with fluttering blue flags and huge antennas on the coolers into the city, which is almost empty of people. Only a few of the half a million inhabitants have remained. All the shops in the main street are closed, except one and that's where I'm going. It is a Lebanese who, in the midst of chaos, continues to do what he has been doing for over twenty years. He makes shawarmaer. He tells me about the conditions in Bouaké and says that he sometimes has to close the shop when it gets too "hot". It is mostly Saturday afternoon when the young rebels have been partying from the morning with alcohol and drugs. Then they run around the main street, throwing hand grenades and shooting right and left, sometimes at each other. Saturday afternoon and evening, Kalashnikovs and booze control the events, he says, and says resignedly: "It's impossible to make shawarma in that atmosphere."

Oversaet.com | Hvordan bruger jeg den Dansk-Engelsk oversættelse?

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.