Dansk

”Ja….. jeg ved det! Men det er den eneste måde, vi kan få det til at fungere på”. Han stikker mig en WFP-badge med mit kontrafej og et WFP-laissez-passer og vender sig igen mod sin PC. Møde slut! Ingen unødvendig snakken her, endsige velkomsthøfligheder. Jeg trækker min kuffert ud ad WFP-kontoret og forbi betonklodserne, der afspærrer bygningen og ned over en mennesketom Boulevard de la République og viser min nye badge og pas til tre sikkerhedsvagter foran Hotel Tiama, hvor det ene af hotellets 139 værelser er reserveret til mig. Jeg er eneste gæst og føler mig som ”Palle alene i verden”, mens jeg spiser middag i hotellets restaurant. Om aftenen sniger jeg mig ud på ”Manhattan”, Le Plateau, Abidjans forretnings – og butikscentrum. Alle kontorer og butikker er lukkede. Højhusene er mørke. Ambassader og internationale organisationer er rejst, også Den Afrikanske Udviklingsbank med den danske chef, Erik Fiil, er taget bort. De har flyttet banken til Tunesien, indtil der igen falder ro over Elfenbenskysten. Oppe ad boulevarden står et par mænd på et gadehjørne og snakker. En kvinde sidder i rendestenen med et klæde bredt ud foran sig. Hun sælger kuglepenne. Til hvem? tænker jeg. Ud på aftenen sidder jeg ved hotellets svømmebassin og kigger op i stjernehimlen og hører skud i det fjerne. Varmen er ubehageligt fugtig, og den bliver ved. Det køler ikke ned som i Nairobi eller Kampala og slet ikke som i Pretoria, hvor man om vinteren i de tidlige morgentimer kunne opleve is på svømmebassinet i Lynnwood. Jeg snakker med bartenderen i baren. Han kalder situationen i Elfenbenskysten for ”merde”, før han sætter sig til at sove i en blød liggestol. Abidjan’s ”Manhattan”, Le Plateau. Wikimedia, 2008 Østrigeren Hans venter i receptionen næste morgen. Vi kører i tre biler i kortege nordpå ud ad byen, han og jeg i den midterste firhjulstrækker. Han har arbejdet for WFP i tolv år og har været i en masse krige i Afrika. Han spørger, hvor jeg har været på kontinentet, og jeg svarer: Uganda, Sydafrika, Marokko, Kenya. Han trækker på skulderen og siger: ”Det er sådan nogen steder, jeg tager til, når jeg skal på ”Rest and Recuperation” . I forhold til ham er jeg ikke en ”old Africa hat”. Mine erfaringer blegner ved siden af hans. Hold-ups og kriminalitet i Uganda, raceforskelle i Sydafrika, maniske bjergture i Lesotho og mobning i Kenya er det rene vand i forhold til borgerkrig i Elfenbenskysten. Og Marokko? Landet minder mig nu mest om et ophold på et badehotel i Gilleleje. Vi kører igennem check-points bemandet af præsident Gbagbos soldater. Vi ser mennesker på flugt med bylter på ryggen og på hovedet. Landskabet er flad bush, ingen bjerge og dale, bavianer her og der, men ingen zebraer eller giraffer som i Østafrika. Hans siger, at Elfenbenskysten havde flere hundredtusinder elefanter før kolonitiden. Nu er der kun et par hundrede tilbage. Løver er for længst udryddet. Krige og krybskytteri har været hård ved det vestlige Afrika. 240 kilometer nord for Abidjan kører vi ind i Yamoussoukro og straks til WFPs regionale kontor. Hans fortæller, at lagrene til fødevarerationer ligger rundt omkring i Yamoussoukro, og at det var et helvede at få dem hertil. De kommer i konvojer fra havnene i Ghana eller Togo. Hans: ”De stjæler som ravne. Konvojerne bliver holdt op. Chaufførerne sælger varerne. Der er ingen grænser. Alle konvojer burde have bevæbnet eskorte, men det har vi jo ikke råd til”. WFP mangler altid penge. Oganisationens største udfordring er at råbe verdenssamfundet op, når der skal skaffes midler til længerevarende kriser. Trækker en konflikt ud, mister den rige verden interessen, og i Elfenbenskysten har krisen nu stået på i over et år. Dagen efter siger jeg farvel til Hans og kører op til præsidentpaladset for at få tilladelse til at køre ud af det regeringskontrollerede område og ind til rebellerne bag ”Force Licorne”. Det er de 4.500 franske soldater, som agerer ”fredslinje”, eller bufferzone, på tværs af landet for at afværge træfninger, mens internationale mæglere prøver at få de stridende parter til at overholde fredsaftalen fra tidligere på året . Hans har forklaret mig om kampene mellem regeringssoldater i syd og rebeller i nord, at de kommer i bølger, og at det tit lykkes de krigende at krydse bufferzonen. Min status som FN-mand i stor firhjulstrækker med blåt flag har hidtil pirret en lille stolthed i maven, men nu opdager jeg, at ikke alle er forblændede af FN eller PAM, som WPF forkortes på fransk (Programme Alimentaire Mondial). En af Gbagbos soldater ved det sidste checkpoint før bufferzonen, en snes kilometer nord for Yamoussoukro, klasker mit PAM-laissez-passer tilbage i hovedet på mig og siger hidsigt: ”I skal vel op og give mad til de skide rebeller!”. På den anden side af ”grænsestationen” med de franske soldater bliver det ikke bedre. Her er rebellernes check-points træstammer, olietønder, bildæk eller lange stykker stål med pigge, der er lagt på tværs af vejen. Når vi nærmer os afsp

Engelsk

"Yes I know it! But that is the only way we can make it work ”. He sticks me a WFP badge with my counterfeit and a WFP laissez-passer and turns again towards his PC. Meeting over! No unnecessary talk here, let alone welcome courtesies. I pull my suitcase out of the WFP office and past the concrete blocks that block the building and down a deserted Boulevard de la République and show my new badge and passport to three security guards in front of Hotel Tiama, where one of the hotel's 139 rooms is reserved for me . I am the only guest and feel like "Palle alone in the world" while eating dinner in the hotel restaurant. In the evening, I sneak out to "Manhattan", Le Plateau, Abidjan's business and shopping center. All offices and shops are closed. The high-rise buildings are dark. Embassies and international organizations have been set up, also the African Development Bank with the Danish head, Erik Fiil, has been removed. They have moved the bank to Tunisia until there is calm again off the Ivory Coast. Up the boulevard, a couple of men are standing on a street corner talking. A woman is sitting in the gutter with a cloth spread out in front of her. She sells pens. To whom? I think.Out in the evening I sit by the hotel's swimming pool and look up at the starry sky and hear shots in the distance. The heat is uncomfortably humid and it stays on. It does not cool down as in Nairobi or Kampala and not at all like in Pretoria, where in the early morning hours you could experience ice at the swimming pool in Lynnwood. I'm talking to the bartender at the bar. He calls the situation in the Ivory Coast "cage" before sitting down to sleep in a soft deck chair. Abidjan's "Manhattan", Le Plateau. Wikimedia, 2008 The Austrian Hans is waiting at the reception the next morning. We drive in three cars in procession north out of town, he and I in the middle four-wheel drive. He has worked for WFP for twelve years and has been in a lot of wars in Africa. He asks where I have been on the continent and I answer: Uganda, South Africa, Morocco, Kenya. He shrugs his shoulders and says, "That's the kind of place I go when I go to 'Rest and Recuperation.' In relation to him, I am not an "old Africa hat". My experience pales next to his. Hold-ups and crime in Uganda, racial differences in South Africa, manic mountain hikes in Lesotho and bullying in Kenya are the clear water in relation to civil war in the Ivory Coast. And Morocco?The country now reminds me most of a stay at a beach hotel in Gilleleje. We drive through checkpoints manned by President Gbagbo's soldiers. We see people fleeing with bundles on their backs and heads. The landscape is flat bush, no mountains and valleys, baboons here and there, but no zebras or giraffes like in East Africa. Hans says the Ivory Coast had hundreds of thousands of elephants before colonial times. Now there are only a few hundred left. Lions have long since become extinct. Wars and poaching have been fierce in West Africa. 240 kilometers north of Abidjan we drive into Yamoussoukro and immediately to WFP's regional office. Hans says that the food rations are located around Yamoussoukro and that it was hell to get them here. They arrive in convoys from the ports of Ghana or Togo. Hans: “They steal like ravens. The convoys are being stopped. The drivers sell the goods. There are no boundaries. All convoys should have armed escorts, but we can not afford that ”. WFP always lacks money. The organization's biggest challenge is to shout out to the world community when it comes to raising funds for long-term crises. Pulling out a conflict, the rich world loses interest, and in Côte d'Ivoire, the crisis has now been going on for over a year.The next day I say goodbye to Hans and drive up to the presidential palace to get permission to drive out of the government-controlled area and into the rebels behind "Force Licorne". It is the 4,500 French soldiers who operate the "peace line", or buffer zone, across the country to stave off clashes, while international mediators try to get the warring parties to abide by the peace agreement from earlier this year. Hans has explained to me about the fighting between government soldiers in the south and rebels in the north, that they are coming in waves, and that the warriors often succeed in crossing the buffer zone. My status as a UN man in a large four-wheel drive with a blue flag has so far teased a little pride in my stomach, but now I discover that not everyone is dazzled by the UN or PAM, as WPF is abbreviated in French (Program Alimentaire Mondial). One of Gbagbo's soldiers at the last checkpoint before the buffer zone, a dozen kilometers north of Yamoussoukro, slaps my PAM-laissez-passer in the head and says angrily: "You must go up and feed the fucking rebels!". On the other side of the "border station" with the French soldiers, it does not get better.Here, the rebels' checkpoints are tree trunks, oil barrels, car tires or long pieces of steel with spikes laid across the road. As we approach dep

Oversaet.com | Servicevilkår

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.